17-01-2014

Sne

er så absolut ikke lige min kop te, men det er jo vinter, og her til morgen vågnede vi op til en hvid verden udenfor. Det er dog plusgrader, så det holder nok ikke så længe (forhåbentlig...).

Længere nordpå har de mere sne end os, og børnene er selvfølgelig glade for sneen og skal da også ud, så snart der er lejlighed til det.

Forleden snakkede vi med vores naboer om vinter og snevejr. Og jeg kom til at tænke på, de gange i min skoletid, hvor vi blev tvunget til at interessere os for sne og vinter. Den ene gang var i 6. Klasse, hvor de fyldte nogen busser og kørte os alle til det mest alpine område, vi har har her, nemlig Mogenstrup Ås. Vi havde jo ikke det der lignede ski i vores familie, men min Mor lånte et sæt hos sin arbejdsgiver, og jeg fik ski med. Susanne og jeg var de eneste, der ikke havde forstand på det der med ski, men vi fik da vores lånte ski på og gik så en tur ud over markerne. Og det var en fin dag, men jeg havde det ikke godt med at være på udebane og har aldrig haft ski på siden. Skolen kunne også finde på at forlægge gymnastiktimerne til anlægget, hvor det var lavet skøjtebane på en p-plads. Jeg havde ikke skøjter og måtte så pænt stå og se på de andre, der havde det sjovt på isen, ikke rigtig god pædagogik, vel?

Jeg tror nu ikke, at disse to oplevelser har skabt min ulyst til kulde og vinter, men de har da heller ikke gjort det modsatte. Og ulysten vokser med alderen!