01-12-2013

Jule-Nakskov

Alle byer gør det selvfølgelig, men i Nakskov gør de det måske lidt anderledes end andre steder. Vores julebelysning er nemlig nogle ret store lyskugler, som sidder højt oppe i de standere, hvor der var forårs- og sommerblomster tidligere på året. De var nye sidste år, så i år er det et gensyn, og et dejligt gensyn. De ER flotte! For enden af den lange række lyskugler i Søndergade troner så det store juletræ på Torvet, som det jo skal i alle byer. Vi har også vores egen Juleby i gamle, hyggelige omgivelser ned mod havnen, hvor der også ligger et juleskib (som vi altså ikke skal vente på ligesom i Jul i Gammelby i sin tid). Og så er der det lille tog, som trofast tøffer gennem gaderne med børn og deres voksne hver weekend op til jul. Julebyen er et julemarked med både gaver og lækkert, overalt dufter der "brunt og brændt", så det er et besøg værd.