22-11-2013

JFK 22.11.63

Det var fredag, jeg var til dans, som jeg så tit var, vi trænede rigtig meget, skulle sikkert til en eller anden turnering om søndagen. Min Far var ude, sikkert til et møde eller foredrag i sejlklubben, og min Mor og lillebror var derhjemme. Vores stue lignede noget der var løgn, min Far var ved at ordne stuerne ved siden af, mon ikke det var der, vi fik lagt soveværelse og spisestue sammen til en stor, lang stue. Men i hvert fald var møblerne mokket sammen i den lille stue,  og der stod også vores tv. Det var forholdvist nyt, men nu kom det i hvert fald i brug. Da jeg kom hjem, var det gået helt i stå, der var grå skærm med ur, altså pauseskærm. Alle udsendelser var afbrudt - og med god grund. Den amerikanske præsident Kennedy var blevet skudt og var død, og det var en begivenhed, som påvirkede os også her på den anden side af Atlanten. Tv spillede sørgemusik, altså meget stille, mørk, klassisk musik. Da min Far kom hjem og også satte sig og så på pauseskærmen, spillede de et stykke musik, som min Far kaldte Sæt dig Jensen det er søndag ( sæterjentens søndag). Men mærkeligt, at sådan et udsagn bliver hængende. Vi er jo en generation, som alle kan huske, hvor vi var, og hvad vi foretog os, da vi hørte om drabet på JFK. Men det, der kom til at betyde mest, var at sådan noget kunne ske, at ingenting her i verden var sikkert.