26-09-2013

September når det er allerbedst

I dag har været den flotteste septemberdag i år, himlen har været rigtig septemberhimmelblå, det har været så lunt, at vi har kunnet sidde udenfor med formiddagskaffen. Vi lavede en ny, lidt interimistisk terrasse ude på østsiden af huset, og billedet viser vores flotte udsigt. Til billedet skal så lægges flokke af gæs, der trak hen over os, en rovfugl, der stod og mussede lidt fra os, lyden fra naboen, som kørte i marken på den anden side af huset og altså endnu ikke har taget hul på roemarken, lydene fra bølgerne, der slog op mod jollerne ved stranden og så en sol, der var så varm, at det fristede til bare arme! September når det er allerbedst!  

Tilføjelse den 28. september: Måske var rovfuglen fra forleden en glente, i al fald stod der i formiddag tre store glenter og mussede lige over vores have og hus, de tog ingen notits af os, der stod stille på gårdspladsen og iagttog det flotte syn, men på et tidspunkt gled de lige så stille ud over Noret og ud af vores syn igen.