18-11-2011

Snevinter

Har lige hørt i radioavisen, at engelske vejrprofeter udtaler, at vi måske ”godt kan sætte ski og andet vinterudstyr i garagen”, for det ser ikke ud til at blive så meget vinter, som det har været de sidste to år.

Der skal ikke lyde det mindste lille bitte suk eller andre mishagsytringer herfra. Det har været ganske forfærdeligt de sidste to vintre med al den sne. Vores hus, som egentlig er stuehuset til en nedlagt gård, ligger som det 2. yderste hus på Sydvestlolland, helt ude i strandskyllet fra Langelandsbæltet. Og ja, vi kunne da bare lade være med at bo så øde, og vi kan da også sagtens blive nødt til at opgive at bo her, men i alle andre situationer end lige netop snestorm og deraf følgende overdrevne snemængder er der jo helt vidunderligt at bo her.  For at gøre billedet helt klart, så har vi halvanden kilometer vej fra den lidt større vej, hvor der kører bus og sneplov, af disse er de sidste par hundrede meter privat vej.

Sidste vinter klarede vi os med gode naboers hjælp, gode naboer som er landmænd og derfor har udstyret til at grave os fri, eller grave en vej hjem, hvis vi har været af sted.  Vi var på vinterferie på Gran Canaria, og da vi kom tilbage efter 14 dage med sol og varme, ringede vi efter aftale hjem til den ene nabo, som så stod parat på gårdspladsen, selvom klokken var halv et om natten, for at se til at vi kom helskindet den sidste kilometer hjem til vores eget hus. Og han blev stående til han kunne se lys herovre og så vidste, at vi var kommet helt frem. Ellers havde han startet en af de store traktorer og kørt os hjem. Vi er dybt taknemmelige for denne nabohjælpsomhed, men altså vi ville hellere være al den sne foruden. Nu har vi selv anskaffet en traktor med dozerblad, så vi kan rydde i al fald en del af sneen, og vi kigger på en sneslynge, som også ville være god at have i baghånden.

Vi var helt unge, da vinterkrigen hærgede på Lolland, og det var absolut heller ikke bare sjovt.  Havde bekendte som fødte i et bæltekøretøj med voldsomme skader på moren til følge. Vi havde brug for medicin til vores barn, men en bekendt fra Langø gik på ski til Nakskov og hentede medicin til flere forskellige beboere her, og dengang lærte, vi at have tørgær og langtidsholdbar mælk på lager. Alle disse tanker og følelser kom op i os igen de sidste to vintre. Det er ikke behageligt at føle sig prisgivet over for vejret, hvor man absolut intet kan stille op.

Vores ældste barnebarn oplevede snevinteren sidste år, og selvom de bor i en by, så var de også slemt ramt i deres villakvarter, hvor der ikke kunne køre skraldebiler hen til dem fx Men drengen er allerede begyndt at glæde sig til det bliver snevejr, har sat sneskraberen parat i deres skur, og mon ikke også kælken er nem at få fat i. Så må vi se, om hans voksne synes, det er lige så sjovt.

Men altså, skulle vi denne vinter blive nødt til at ”nøjes med” frost og bare lidt puddersne, så bliver det ikke os, der beklager os, men måske børnebørnene?