13-11-2011

At vinke farvel

Min Mormor står på havnen og vinker, og når hun ikke vinker mere, bliver hun alligevel stående yderst på molen lænet op ad den due dalbe, som færgen svajer ved, når den skal sejle. Der står hun så længe, vi kan skimte hende fra båden, når vi sejler ud af den smalle sejlrende fra havnen, hvor min Mormor og Morfar bor. Det gør hun om sommeren, når vi sejler i vores egen sejlbåd, og det gør hun på den årstid, hvor vi rejser til øen og ankommer med ”damperen”, der lægger til næsten uden for deres hus.

Og i dag ved jeg, hvad der er gået gennem hendes hoved, når hun har stået der.

Vi har netop haft besøg af alle børn og svigerbørn og ikke mindst alle tre børnebørn weekenden over. De kørte heldigvis ikke på en gang alle sammen, men for hver gang jeg stod uden for huset og vinkede farvel, huskede jeg på min egen Mormor, der også fulgte os af sted.
Vi er bare så glade, når de er her alle sammen, men hvor tit er det efterhånden, nu de hver især har deres familie og en travl hverdag? Når sidste hold er forsvundet, skynder vi os ind i huset og rydder op, ikke med irritation, men en fryd over at der har været så meget liv i huset. Støvsugeren skal som regel også lige svinges rundt en gang og sikkert også en gulvklud. Og vaskemaskinen får en ekstratur med håndkæder og stofbleer. Og endelig bliver legetøjet sat op ovenpå til næste gang.

Og så er vi gode til at vende alle de sjove og pudsige ting, som vi har oplevet med børnene i løbet af sådan et par dage.