01-02-2012

Skolemesterens Sang

I dag er det den 1. februar 2012, og det er i dag præcis 39 år siden, vi havde vores første arbejdsdag som lærere på Kappel skole.  Og det er samtidig min første dag  som efterlønner/pensionist, selvom jeg er holdt op med at arbejde for et stykke tid siden. Det er underligt at tænke sig, at for første gang siden man startede i skolen for rigtig længe siden, kan man uden at spørge om lov, disponere over sin tid på en måde, som kun ens helbred og økonomi kan sætte begrænsninger for.

Visen, som jeg lader være ledsager til dette indlæg, blev sunget af min Morfar ved vores bryllup den 10. februar 1973, altså et par dage efter, at vi var startet som lærere. Bryllupsgæsterne var ikke så fortrolige med denne vise, så min Morfar valgte at rejse sig og synge den solo for os nyslåede lærere som en hilsen fra den gamle til de unge, som lige havde taget hul på deres arbejdsliv. Siden dengang har jeg haft et lidt sentimentalt forhold til denne gamle vise, og i dag må det være på sin plads at huske på den igen.

Skolemesterens sang
Tekst: Adolph Recke
Melodi: N. P. Hillebrandt

Det går atter hjemad til den lille by,
hvor min skole ligger lunt i lindens ly.
Det går atter bort fra verdens støj og strid
hjem til skolelivets stille flid.
Det går atter bort fra verdens støj og strid
hjem til skolelivets stille flid.

Dette liv med al sin byrde og besvær
er min lykke, jeg min skole har så kær.
Men skal målet nås, må friske kræfter til,
mon den rette mand jeg finde vil?
Men skal målet nås, må friske kræfter til,
mon den rette mand jeg finde vil?

Vil i denne mand en trofast ven jeg få,
som de kære børns tanke vil forstå?
Vil han streng og kærlig lede dem på vej,
frem for alting elske dem som jeg?
Vil han streng og kærlig lede dem på vej,
frem for alting elske dem som jeg?