27-03-2013

PÅSKEFERIE!

Dejlig lang ferie, vi har altid elsket denne ferie, selvfølgelig blandt andet fordi den var så lang, men da også pga af alle de gode helligdage med familiebesøg og ofte i al fald godt vejr til udendørssysler. Det bliver der vist ikke så meget af i år, og vi bliver i hvert fald nødt til at prøve at abstrahere fra alle snebunkerne lidt endnu. Men det tør nu om dagen, store smattede vandpytter på gårdspladsen, jamen hvor er det dog dejligt...

Der er så mange gode ting ved påsken, også selvom vi ikke overrender kirken. Det er jo den helligste højtid, og der er mange gode traditioner og fortællinger forbundet med højtiden. Og al påskepynten, som ellers står pakket ned i kasser på loftet, bliver luftet for en tid. Faktisk får det jo lov at komme frem fra gemmerne til fødselsdagen i marts, hvis altså ikke påsken falder alt for sent. Vi kan tit tage påskeliljeknopper ind fra haven, som vi så får til at springe ud til påske, men i år er de købt i Rema. (Billedet her er fra sidste år). Og påskebesøg, måske med overnattende gæster til påskemorgen, så bliver morgenbordet dækket med påskeæg!

I år har vi ikke fået palmekager fra vores gamle bager i Nykøbing, men så må vi bage selv og bruge den opskrift, som vi fandt frem til sidste år. Og æg- og kyllingemad i lange baner, det hører sig også sammen med en god gammeldags påskeuge!