Søskende

af Margrethe Bruun Hansen.
Ny bog som kommer den 19.3 på Politikens Forlag. Af gode grunde har jeg ikke læst den, men kun læst noget om den i Politiken. Men emnet er ret interessant, hvordan får man som forældre givet børnene et godt søskendeforhold? Eller hvad skal man i hvert fald ikke gøre? Og hvilken rolle kan man spille som bedsteforældre?

Om at blive bedsteforældre

Da vi ventede vores første barnebarn, og altså kunne se frem til at bliver Mormor og Morfar, læste jeg forskellige bøger. Men de fleste af dem har jeg genlæst efter at børnene er kommet, først da får de ting, bøgerne behandler, perspektiv, synes jeg, og udbyttet af bøgerne er så meget større. Men selvfølgelig er det da ikke nødvendigt at læse om at blive og være bedster, men der har været mange tankevækkende ting i bøgerne, som jeg har haft glæde af at læse og senere fundere over.

Mormor - din datter er blevet mor

Bogen er skrevet af Marion Thorning. Det er en af de bedste bøger, jeg har læst om emnet. Den handler specifikt om forholdet mellem datter og mor, når datteren altså bliver mor også. Der er forskellige familiers historier, og et mere generelt afsnit om emnet. Rigtig god at blive klog på. Og den kan da også sagtens læses af Farmor!
Forlag: Gyldendal, 1998

De bedste (bedste) forældre

En anden anbefaling vil jeg give "De bedste (bedste) forældre". Bogen er skrevet af Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen, begge kendte sundhedsplejersker og fra to generationer, så de får alle synspunkter med. Der er masser af gode råd til samværet mellem forældre og børn og børnebørn.
Forlag: Gads Forlag, 2010

Børnebørn - En antologi om bedsteforældre og deres børnebørn

"Børnebørn - En antologi om bedsteforældre og deres børnebørn". Den er redigeret af Claus Ib Olsen.
Det er en samling af forskellige kendte menneskers oplevelse af det at få børnebørn og leve med dem. Der er nogle søde og meget tankevækkende afsnit, men også kapitler med en masse selvfølgeligheder.
Og så er det på forsiden af denne bog, at "Havde jeg vidst, hvor dejligt det er at få børnebørn, var jeg startet med dem", hvilket er noget irriterende sludder, men noget mange mennesker er begyndt at sige, senest oplevet i en bryllupstale!
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 2010

Guide til bedsteforældre og deres børn

Bogen er skrevet af Margrethe Brun Hansen og Maria Holkenfeldt Behrendt. Den har undertitlen "Sådan får tre generationer det bedste ud af hinanden", og der er absolut dækning for denne titel, idet bogen indeholder mange gode råd til både forældre og bedster om, hvordan man skal gribe problemer an og om, hvordan man kan forhindre dem i at opstå. Selvom jeg ikke bryder mig om bogens opdeling af bedster i forskellige "typer", så fungerer det dog alligevel i sammenhængen i teksten. MBH er psykolog og bruger mange af sine oplevelser til at redegøre for problemstillingerne.
Forlag: Høst & Søn, 2009

MORMOR FORTÆL NU

MORMOR FORTÆL NU af Elma van Vliet (gads forlag, 2011)
Min julegave fra et af mine børnebørn var denne bog, som indeholder en masse spørgsmål om mit liv, barndom, forældre, skole osv. Den skal jeg så i gang med at skrive, så Simon kan gemme den, til han bliver stor nok til at forstå det, der står i den. Jeg tror, det er en god ide, men det vil også være sjovt at fortælle disse ting til drengen, måske kan han komme og spørge ind til noget af det der er skrevet i bogen.

Bogen findes også i en udgave til Farmor, men folkene bag bogen skulle måske overveje at lave en til Bedste, Farfar og Morfar også. Det er jo ikke alle børn, der har både Farmor og Mormor.
Bogen er desuden god som dispisition og idekatalog til ens egne skriverier, hvor man prøver at nedskrive noget historie om den tid, man har levet i.
Forleden fandt jeg i øvrigt også en bog til MOR, hvor hun kan skrive om sin barndom til sit barn. Den hedder "Kærlig hilsen MOR" og er skrevet af Karen Margrethe Horsted (Politikens Forlag, 2007)
Maj -12: Så er der også kommet en "Farfar - fortæl nu", og måske også en Morfarudgave, så nu kan bedstefædrene også være med.

Mormormad

I "Bedstemors køkken" af Vibeke Fode er der dømt Momormad for alle pengene, alle de mest traditionelle retter fra stegt flæsk med persillesovs over kærnemælkskoldskål til boller i karry og hyldebærsuppe. Har man ikke en mormor eller mor at spørge til råds, kan man finde opskrifterne her. Sådan lover i al fald reklamerne for bogen!
Udkommer 31. januar på Lindhardt og Ringhof