25-02-2013

"Hvad har livet lært dig?"

Sådan lød et af spørgsmålene i den "Mormor, fortæl nu"-bog, som jeg udfyldte til Simon, og nu skal skrive til de to andre også. 

Jeg kredsede længe om det store spørgsmål, ville ikke skrive noget alt for sentimentalt og højtideligt, men alligevel skulle det jo være et svar, som jeg helhjertet kunne gå ind for.

Og med et vidste jeg det godt, det der altid har været allermest vigtigt for mig, nemlig at have det godt med familien. 

Helt fra vi har var små, var omdrejningspunktet i vores tilværelsen familien, dels den helt nære, som vi havde om os hver dag, men ikke mindre fyldte bedsteforældrene og min Mosters familie. Og da vi som unge skulle forme vores egen tilværelse, blev vi også omgivet af familie. Vi har lige fundet alle minderne om vores bryllup frem, også der omgivet af flere generationer familie på begge sider. Og vores første barn blev modtaget af ikke mindre end seks oldeforældre og selvfølgelig bedsteforældre, onkler, tanter osv. Og selvom (eller måske netop i kraft af) vi ikke har haft vores familier lige i baghaven, så var de der og hjalp os, når vi havde brug for dem. 

Og vi kan se nu, at vores børn også har glæde af hinanden. Det er da guld værd, at også svigerbørnene blender ind, som de unge kalder det. Ikke at der ikke er plads til alles særheder, for det skal der være i vores familie (!), men vi kan finde ud af at være sammen alle sammen.

Det næste er så at ønske, at børnene, kusiner og fætre, kan vokse op med oplevelsen af, at det er super med gode venner, men familien er der altid - og anset hvad der sker, så kan man regne med dem.