21-02-2013

Mormor, fortæl nu

Jeg har brugt nogle af de stille aftener på ferien til at udfylde siderne i den bog, som jeg fik i julegave af Simon allerede forrige år, altså "Mormor, fortæl nu". Det har været hyggeligt at give sig selv lov til at forsvinde lidt ind i barneminderne, for bogens spørgsmål kommer vidt omkring. Men så kan jeg godt blive lidt i tvivl, kan jeg overhovedet videregive de oplevelser, som jeg har haft som barn? Stemningerne, følelserne fra dengang? Det kan man nok ikke, men Simon vil jo også få sin egen opfattelse af tingene, når han engang bliver stor nok til at få læst bogen højt eller selv læse den. Og der er helt sikkert ting og fænomener i teksten, som han vil få svært ved at forstå. Det er jo en vild udvikling, vi har gjort hen over 50'erne og til nu. Nogle af spørgsmålene virkede også lidt sjove, fx om jeg aftalte legekammerater ved at ringe sammen, ringe sammen på hvad? Mine forældre fik først telefon, da jeg var flyttet hjemmfra.

Hvor ville det have været sjovt selv at have haft sådan en bog fra sin egen Mormor, og det er nok sådan man skal tænke bogen. Nu skal jeg så videre med at skrive bøgerne til Malthe og Alberte, for man kan ikke bare skrive af, for mange af spørgsmålene er ret personlige i forhold til det bestemte barnebarn, som bogen er til.