15-02-2013

Vi passede Sarah

Jeg havde hele tiden sagt, at det var for tidligt at passe Sarah, syntes at det var synd for hende at skulle undvære sin Mor ret længe ad gangen. Men så pludseligt opstod situationen, hvor Far og Mor var nødt til at tage på sygehuset med storebror, og Sarah blev tilbage hos os. Vi vidste jo ikke, hvor længe hun skulle være hos os, men havde en aftale om, at vi måtte ringe til hendes Mor, hvis det blev for slemt for alle parter. Men det lille myr fandt sig i forholdene, blev lidt ked af det på et tidspunkt, men ikke mere end hun kunne trøstes, hun lå og kiggede på mig med sine store, mørke øjne som om hun tænkte: "Jeg ved godt, du ikke er Mor, men det ser jo ud til at gå alligevel". Og da hun var vant til at få en flaske ind imellem amningerne, og jeg vidste, hvordan den skulle laves, ja så fik vi også fodret hende af og lagt hende til at sove. Først i armene på mig og siden i barnevognen, som Morfar så trillede frem og tilbage til den lille ven sov trygt. Og der lå hun også og sov om natten, da Mor og Far og storebror endelig kom tilbage fra sygehuset og overtog vagten igen.

Tænk at vi har passet den lille ven så lang tid, og at det gik fint!