21-01-2013

Farvel sut

Da vores børn var små, havde de alle tre en sut, og de var glade for den - og det var vi også. Det er en god trøster, når man er ked af det. Ja, ja, jeg ved godt, at det går ud over tænderne, men de retter sig jo som regel alligevel, i al fald lidt hen ad vejen. Vi var i hvert fald ikke særlig ivrige for at komme af med de sutter, men på et tidspunkt måtte vi jo til det. To af børnene afleverede deres sutter i legetøjsforretningen, hvor de blev vekslet til et stykke legetøj. Maries dukke eksisterer endnu, men Peters legetøjsgevær er vist ikke mere. Men dukken, som blev valgt mellem alle dukkerne i butikken, og der var mange, var en kludedukke, lidt amerikans i udtrykket, med garnhår og en rigtig sød kjole. Det må nok siges at have været yndlingsdukken!

Men nu børnebørnene, de har ikke alle sammen sut, Den store pige har aldrig brugt sut, og den mindste af drengene kom af med sin på et tidspunkt, da han var så forkølet, at han ikke både kunne sutte og trække vejret, så han lå med sutten i hånden, indtil han blev træt af det. Så de to bliver sparet for det med at skulle af med sutten. Men der er forskel på børnene, og nogen har brug for sutten længere end andre, men den sidste sut er også røget nu, og det via sådan en god ordning. Den blev sendt i en kuvert til "Pjerrot, Bakken" (det er jo ikke lige sådan at finde Pjerrot på denne årstid), og nu har drengen så fået en kvittering i form af en stor plakat fra Pjerrot, hvor han få skrevet sit navn på!

Det er da en fornem ordning, hvem mon tager sig af det? Postdanmark? Eller Bakken?

 Og da drengen havde sendt sin sut, ringede han og fortalte, at nu var han holdt op med at bruge sut, sådan! Jeg kunne også godt høre, at det var en rigtig stor dreng, der ringede til mig...