25-11-2012

Flyvende Mormor

Eller Mormor på rundtur. I forrige uge besøgte jeg Simon og Sarah og i sidste uge kom turen til Malthe og Alberte. bare sådan op til dem den ene dag og så hjem igen næste dag. Jeg var med til både at hente og aflevere Simon i hans vuggestue, så ham blandt de andre småbørn og pædagogerne. Om aftenen lavede Simon og jeg aftensmad, han sad på køkkenbordet og "hjalp" til. Og næste dag kørte Sarahs Mor og jeg til byen for at shoppe lidt, selvom Sarah ikke helt var med på den, så jeg fik lov til at bære hende rundt i Kvickly, mens hendes Mor handlede, og indkasserede de her specielle indforståede blikke fra de andre bestemødre, der var ude at handle, der var endda en som omhyggeligt trak Sarahs hætte lidt længere op, så ikke det skarpe lys skinnede for kraftigt i hendes øjne. Jo, man oplever et vist fællesskab med de andre bedstemødre, når man kommer med sådan en dejlig, lille unge på armen.

Og i sidste uge hos Malthe og Alberte var jeg med dem til gymnastik, det er bare så sjovt med sanglege og gymnastiske øvelser og fysiske udfordringer i redskaberne. Og dagen efter tog vi på juleudstilling i storcentret og kiggede på et vildt flot nisselandskab, hvor nisserne havde selskab af livagtige dyr i vinterlige kulisser, helt sådan som det var i Tivoli for et par år siden. Og bagefter afleverede jeg Malthe på hans Mors arbejde, og det en blev en vild oplevelse for ham, tænk at komme ud på Mors arbejde!

Dejligt at besøge børnene og for en kort tid være en lille del af deres hverdag.