08-01-2012

Pli er cool

Malthe er fyldt tre år og har holdt fødselsdag med sine børnehavevenner, og søndagen efter er turen kommet til festen med hele familien,  fætre,  moster, morbror, fastre, onkler og alle bedsterne. Hvor er det fantastisk at samle sådan en flok, og at vi selvfølgelig alle er opsatte på, at Malthe får en rigtig god dag, men også at vi er nogenlunde enige om de værdier, der tæller i sådan et samvær. Familien er vigtig, samværet, hyggen, men også at børnene og de voksne opfører sig ordentligt, tager hensyn til hinanden og giver plads til hinanden og kan være i stue med hinanden - alle sammen. Derfor overskriften, som er lidt sej. Børnene skal sidde pænt til bords (de mindste må dog gerne spise med fingrene), de skal sige bede om og tak for mad og tage deres tallerkener ud i køkkenet efter måltidet. Malthes ene fætter, som kun er en måned yngre end ham, vil jo også gerne være med og ville vel også gerne have del i gaverne, så er det vildt dejligt, at sådan et lille fødselsdagsbarn siger: "Du må gerne hjælpe mig med at pakke op!" Og bagefter kan de sammen lege med gaverne, Malthe er jo alligevel så stor, at han forstår, at når fætrene er kørt hjem, så har han alle gaverne for sig selv.

Vi føler os vildt heldige over at have sådan en flok at være i familie med!