04-09-2019

Pigesnak

Vi sidder - som så ofte før - i stuen, kun mig og så ældstepigen, den nybagte teenager. Hun er en køn smart stor pige, i dagens anledning med ny kjole, strømpeben og smarte sko. Alle de andre deltager i festen udenfor, det er Lillebrors dåbsdag. Og sådan en dag bringer mange tanker frem i en "næsten-konfirmands" hoved. Dem deler pigebarnet nogen af med mig, og vi har en lang, god snak, hvor vi også når omkring det strikkede sjal, hun vil ønske sig af sin Farmor, som er både flittig og dygtig til at strikke, og det franske sprog og den opgave pigebarnet lige har lavet i skolen. En rigtig pigesnak. Dejligt med de store børn!