17-12-2018

Nisse på besøg sammen med Karl

Karl har en nisse. Det er en sød og blød, hjemmestrikket (af Farmor) nisse. Karls nisse hedder Nisse, og det er sådan et godt nissenavn! Nu er Nisse og Karl så på decemberbesøg hos Farmor og Farfar. En af de tilbagevendende ting ved disse besøg er kalendergaverne. De små gaver hænger på Karls Fars og Fastres julekalender fra de var små børn. Der hænger tre pakker på kalenderen, en til Karl, en til storesøster Katharina - og hov, een gave mere? Nisse står der på den. Gave til Nisse? Ja, det er rigtigt nok. Karl må hjælpe Nisse lidt med at åbne gave, det er et halstørklæde, som Nisse faktisk bliver meget glad for. Karl giver Nisse tørklædet på, og så kan de begge to komme ud og lege. Næste morgen er overraskelsen lidt mindre, men da Nisse har pakket sin gave ud, mener Karl, at han hellere må hjælpe Nisse med at spise den lille pose vingummier, som pakken indeholder. Nisse får et par af vingummierne i lommerne - og resten spiser Nisse og Karl i fællesskab, mens de udbryder uhmmenum!