04-01-2012

3 års fødselsdag

 

Vi starter den første måned med fødselsdage, to af børnebørnene og deres mor har fødselsdag i løbet af januar, den første allerede den 3.

Da vores datter ventede drengen for tre år siden, var hun lidt betænkelig ved, at hendes termin lå så tæt på jul og nytår. Men vi nåede på den anden side af nytår, inden Malthe kom ud til os. Og nu skal vi altså fejre hans fødselsdag et par dage efter nytår. Og det var i går.

Mormor var inviteret op til familien for lige at give en ekstrahånd med at bage boller og med at tage imod Malthes venner fra børnehaven. Og sikke en oplevelse at være en del af den hverdag, som altså ikke var hverdag, men fødselsdagsfest!

Dagen før bagte vi pølsehorn og fødselsdagsboller, Malthe kunne selv hjælpe til!

Og om morgenen vækkede vi fødselsdagsbarnet med sang og flag, han blev dog lidt forskrækket over alt det postyr, det er også tidligt at dagen skal starte, når der venter arbejde og daginstitutioner. Sortmørkt var det udenfor, selv da vi skulle sætte flaget lidt over 8, var det stadig næsten mørkt (det var lidt for tidligt at sætte flaget efter reglerne, men også sjovt at Malthe selv kunne være med til at sætte det).

Malthe fik sine gaver fra morgenstunden, og da han åbnede sørøverskuden fra Far og Mor, var hans kommentar: ”Det var den jeg ønskede!”

Min datter fulgte børnene ned til vuggestuen, så Malthe lidt senere kunne følges med sine venner hjem til os igen.

Så gik den vilde jagt med at skære frugt ud, pynte bolleslangen, rigge til i stuen, så der både kunne leges og spises på et ”bord”, dvs en dug lagt ud på gulvet, dette var efter anvisning fra pædagogerne, sådan gjorde ”man”!

Kl. lidt over 10 kunne vi på lang afstand høre de høje, glade barnestemmer, og helt sikkert Malthes vilde udbrud, da de små unger nærmede sig huset. I fine rækker med hinanden i hånden kom de gående, dog kom Malthe og Asger, som gik forrest, lidt hurtigere frem, vi stod jo udenfor for at tage imod dem.

Af med alt vintertøjet og så ind og lege med alt det fremmede legetøj, hvor var det sjovt at se dem sammen, ni små mennesker med hver deres temperament og personlighed. Der var nok at se til, men det hele dygtigt overvåget af de to pædagoger.

Og måltidet var et helt studie for sig, hvor var de gode til at ”sidde” til bords. Og vente på deres tur og sige ”bede om” og ”tak”, og de var sultne, så man skulle tro, det var deres første måltid den dag…

Så skulle de synge fødselsdagssang og råbe hurra, alt foregik roligt og kontrolleret, og Malthe skulle have sin gave, som var en fin bog med tegninger fra alle børnene, incl. ham selv, den havde de lavet dagen før i børnehaven.

Da vi ved fælles hjælp havde fået klædt alle børnene på i alt vintertøjet igen, kunne Malthe stå i døren og vinke farvel til sine små venner og så glæde sig til at skulle lege med dem igen næste dag i børnehaven.

Hele dagen skulle Malthe passe ind imellem det at være centrum og så at skulle dele med de andre, han vidste i hvert fald at de skulle ”dele legetøjet”, og det gik også fint. Men indimellem blev det hele lige lidt meget, og så måtte han lige putte et par minutter hos Mormor, inden han så kunne kaste sig ud i løjerne igen. Hvor må det også være svært for sådan et lille menneske at opbygge kæmpe forventninger til alt det, der skal foregå, og så være i det lige pludselig. Men jeg synes, han klarede det så flot! Og 3 års fødselsdagen er så dejlig, fordi de endnu ikke har alle de skjulte dagsordener med nogle, der er bedre venner end andre og alt muligt der kan sammenlignes osv. Derfor tror jeg også, det var sådan en fin dag!

Om aftenen, da Far kom hjem fra arbejde, fejrede de videre med et fyrværkeribatteri, de havde gemt fra nytårsaften, man er vel en rigtig dreng!

Og så venter der endnu en fødselsdagsfest i weekenden, hvor hele familien tropper op – sikkert i rigtigt festhumør og med store gaver!