21-05-2018

Pinsebesøg

Vi har besøg af Malthe og Alberte og Sofie og deres Mor og Far. Det er pinse, og det er i den grad forår, nærmest sommer i Danmark, sol og varme og lækkert vejr hver dag. Dagene er til leg ved stranden og i haven, og Sofie skal til at lære al den gode leg ved vandet. Hun er interesseret nok, kan ikke få vand nok, og Far må bremse hende, ellers skal vi bare ind og skifte hele tiden. De to store tager ud at sejle med Morfar, og imens ror Sofie en tur med Mor og Far.

Næste dag skal vi prøve rejerne, det lykkes at fange så mange, at pigerne - for dem er det, der er gladest for rejer- kan få hver en lille håndfuld til frokost. men en ting ar mad, en anden den "bifangst", som følger med, hundestejler, ålekvabber og kutlinger. Dem er Sofie meget interesseret i, så hun kravler halvvejs ned i spanden og roder med de stakkels smådyr, godt hjulpet af storesøster. Men til sidst siger Morfar, at nu skal de gå ned til stranden igen og hælde fiskene tilbage i vandet.

Men Sofie skal nok blive god til at lege ved stranden, næste gang er det måske rigtig sommer, så vi kan undvære tøjet og plaske dernede dagen lang.