05-01-2018

Bordets glæder

Karl spiser.Han forlanger ind, andesteg, lidt af de der brune kartofler, sovs, franske kartofler ikke at forglemme! Så skal der køres ind! Nej, der skal spises, pænt og kontrolleret. ligesom de voksne gør, med kniv og gaffel, og ind imellem lægger han bestikket fra sig og deltager i skålene. Farmor er heldig at have Karl til bords, så vi klinker med vores glas og drikkekop, det er festligt og helt som det skal være.

Karl er så god til at sidde til bords, det har hele tiden været et mål for hans voksne at lære ham dette sociale element i vores hverdag. Bordets glæder er jo ikke kun mad. Det er lige så meget det tidspunkt, hvor vi samles og udveksler oplevelser og synspunkter. Det styrker helt sikkert også sprogudviklingen at deltage i disse fælles aktiviteter,og senere når de bliver lidt større begregsforståelse fx. I Karls Fars hjem lå der en NuDansk-ordbog fremme på spisebordet, og den var i brug hver dag. Nu har vi jo IPaden liggende inden for rækkevidde.

Lad os endelig holde fast i dette stykke af vores kultur. Men det ser heldigvis ud til, at alle vores børnebørn vokser op i familier, som lægger vægt på at alle samles omkring spisebordet.

Og så er det så hyggelkigt for os voksne at have børnebørnene omkring os ved spisebordet.