03-01-2018

Malthe fylder 9 år

Malthe starter det nye år med at have fødselsdag. Han fylder 9 år - tænk det er 9 år siden, vores datter ringede en aften og med en meget fin, lille stemme sagde: "Nu er du blevet Mormor!". Og hvor vi så hele familien strømmede til hospitalet for at tage det lille nye vidunder i øjesyn, han var jo vores alle sammens første barnebarn/niece/nevø, så det var virkelig en festdag! Den lille purk gik på omgang, vi skulle alle sammen prøve at holde ham, inden hans Mor igen fik ham i armene. Og sjældent havde nogen set dejligere baby (vi vidste jo heller ikke på det tidspunkt, hvor mange andre dejlige babyer, det kunne blive til, vel?) 

Men nu bliver Malthe altså 9 år, har sin verden hos familien, men i høj grad også blandt vennerne i skolen. Så da han får en mobiltelefon i gave, sætter den ham i stand til at kommunikere med "de andre". Og da Morfar og Mormor ringer til ham om aftenen, er det en meget glad og tilfreds dreng, som kan fortælle om, hvordan han har brugt dagen til at snakke og smse og udveksle tlfnumre og i øvrigt holdt fødselsdag oppe på skolen!