02-01-2018

Jul med børnebørn

Juleaften holder vi hos Karl og Katharina og deres voksne. Karl er blevet stor og mestrer alt, der hører en juleaften til. Han sidder så fint ved bordet og spiser ligesom os andre. Han skåler, og han spiser med kniv og gaffel, som det ses på billedet.

Eftermaden er han meget fokuseret på gaverne, også dem vi andre får. Han hjælper gerne med udpakningen, men er dog ikke så interesseret i indholdet. Karl får noget dejligt legetøj, som bliver pakket ud med det samme eller næste formiddag.

Vi får ris alamande efter gaveudpakningen, god ide så vi alle sammen har tid og ro til at nyde desserten. Og Storesøster er snedig og har allerede i første hug sikret sig mandlen! Så hun har gjort sig fortjent til gaven, der følger med.

Juledag kører vi ud til Simon og Sarah og deres voksne til julefrokost. Store børn som vi hygger os med. De viser os alle de fine gaver, som de fik aftenen før, og så bliver det til at få vores gaver. Men inden tager vi et par sange omkring juletræet. Det ER ikke juleaften, men hyggeligt alligevel. Så er der nyt legetøj, som kan åbnes og leges med. Simon får et mikroskop, som giver spændende muligheder for at undersøge omverdenen. Sarah får et badekar til dukken, som så får den helt store julebadedag!

Også her får vi nogle dejlige juledage med familien, så da vi kører hjem mod Lolland igen har vi virkelig fejret jul med børnebørn. Og resten af dem kommer næste dag hjem hos os!