25-10-2017

Hvad er det, Karl kan høre?

Karl og Farmor er i køkkenet. Mor og storesøster sover stadig, og Far og Farfar et taget til Fejø for at lave gran. Så vi to er alene i køkkenet denne morgen-formiddag. Karl fortæller mig nogle ting og ellers leger han med biler og løbe-motorcyklen og ind imellem spiser vi havregrød. Det er altid god morgenmad til de små. 

Farmor er vant til at gå og høre radio, så der bliver tændt, da Mads og Monopolet begynder. Det tænker vi ikke nærmere over. 

Men så begynder Karl at spørge mig, hvem det er, hvor de er, han kan ikke finde dem, altså dem der snakker! Han er slet ikke vant til, at der kører et radioprogram i baggrunden, kun evt. musik, som de streamer. Så prøver Farmor at forklare, at det er en radio, tænder og slukker for den, så han kan høre, hvor stemmerne kommer fra. Og ind imellem snakken er der jo musik, som vi kan danse til!

Jeg har tit, også her, tænkt på, hvad børnene vil komme til at huske som gammeldags og anderledes her hos os i forhold til deres eget liv, men jeg havde ikke tænkt på radioen. Og Karl vil nok heller ikke kunne huske det, når han bliver større, men jeg vil og skal nok fortælle ham, om det sjove i, at han spurgte efter, hvem det var, der snakkede i Farmors køkken.