05-04-2017

Søskendestolthed

Det startede en dag i efteråret. Min mobil ringede med et skypeopkald. Det bruger vi ellers ikke så meget, idet det kniber lidt med dækningen helt ud på vores hjørne af Lolland. Men altså, to børn tonede frem på skærmen. "Vi har noget vigtigt, vi skal fortælle!" sagde de i kor. "Jeg skal være dobbelt storebror," - "Og jeg skal være storesøster" . Der skulle ikke mange sekunders tænkepause til, før vi havde forstået budskabet, vi skulle have endnu et lille barnebarn. Og så tillod vi os ellers at glæde os til det sammen med de to stolte storesøskende (og deres Mor og Far selvfølgelig). Og der er gået meget tid med snak og overvejelser og spørgsmål undervejs, indtil i fredags, hvor lillesøster så havde besluttet sig til at ville ud i verden. Jeg hentede de to store i SFOen, og der gik et øjeblik før Malthe kiggede meget undersøgende på mig og spurgte, hvor hans Mor egentlig var. Jo, hun var så taget ind på sygehuset sammen med Far, for nu kom lillesøster. Og så skulle vi ellers have nogle timer til at gå fx med at Malthe læste for os af bogen med Mor har en baby i maven, jo alt gik vist rigtigt til. Og så tidligt om aftenen kom der et billede fra Far: Her er jeres lillesøster, sådan ser hun ud! Men vi måtte lige styre os til næste morgen, før vi alle fire kunne trille ind til sygehuset og se lillesøster for første gang. På v ind til sygehuset, sagde de begge at de havde havde helt vildt meget ondt i maven af spænding over at skulle se lillesøster.

Og med det samme fik de to store lov til at sidde med hende i favnen, og de gjorde sig sådan en umage. Alberte sad og hviskede smålyde til den lille, rigtig moragtigt, og Malthe undersøgte nøje alle detaljer, ører, fingre osv. Jo, hun var vist god nok!

Og da lillesøster landede hjemme i huset med Mor og Far, var det første der skete, at legekammeraterne længere nede ad vejen blev hentet ind for at beundre den lille. Se hvad vi har gået! 

Sikke en stolthed at lægge for dagen!