12-03-2017

(Små) drenge og deres biler

Hvor mon de får det fra, de små, når de begynder at lege med biler? Selvfølgelig er den indlysende forklaring, at de efterligner - de voksne viser barnet, at det her legetøj gør man sådan med. Men de er jo ikke i tvivl om, hvad en bil er, jeg tror ikke de ville begynde at skubbe en hest på hjul rundt og sige brum-brum imens. Men det er sjovt at se begejstringen for biler.

Til Karls 1 års fødselsdag i sidste uge havde han ønsket sig biler og fik også nogle stykker, i passende størrelse til en 1 årig. Største hit var bussen (som mange af de andre i øvrigt også har haft, da de var små). Men som man kan se på billedet, blev der kørt med alle bilerne, endda flere ad gangen.

Den stolte fader sagde, at de faktisk læste bøger om biler. Sikkert den mest vilde bog med biler, nemlig "Alex elsker biler". Så kan man jo også lige træne bilmærkerne i en tidlig alder.

Og selvom jeg i overskriften har skrevet drenge, nægter jeg at tro på, at drenge er mere egnede til billege end piger, de bliver det fordi deres forældre (fædre) forstærker det!

PS Hvad er det så for biler, som Alex elsker så højt? 

planetbiler, truttende trompetbiler,

iskolde isbiler, bolsje- og lakridsbiler,

gocarts og gasbiler,

rullende paladsbiler,

rustne robotbiler,

høje hottentotbiler,

mopsede møgbiler,

store-skib-ohøj-biler,

hujende hast-biler,

kæmpe lange lastbiler,

små skidte-pyt-biler,

drømmebiler,

dytbiler, bløde bananbiler,

susende orkanbiler,

rumlende rapbiler.

Ja, altså foruden alle de andre han fabler om i denne pragtfulde bog, skrevet af Marianne Iben Hansen og ikke mindst illustreret af  Hanne Bartholin (Gyldendal)