04-12-2016

Jesus ned fra loftet

Da Alberte og Malthe var på besøg hernede til Mortens Aften, kredsede Alberte om det lille bord i stuen, vi kalder rygebordet. Det har ikke så stor en funktion, der ligger vinflasketilbehøret og nogle vinbakker, og der er en skuffe med tændstikker o. lign. På bordet står bl. a. forskellige billeder af børnene plus nogle pynteting. Pludselig siger Alberte: "Skal vi ikke snart have det der hus sat op?" Nu kan det jo være svært at huske fra år til år, hvilken julepynt der hører til hvor, især da her hos os. Men hun fik altså et erindringsglimt af noget, der skulle stilles op og arrangeres på rygebordet. Og jo, Alberte, du kan tro, vi skal have sat huset op igen i år! Så når I kommer på decemberbesøg, så henter vi "Jesus ned fra loftet", som vi plejer! Og I må gerne hjælpe med at pakke det hele ud...