17-09-2016

Alle børn cykler

Alle børn cykler - og Mormor også! Jeg er nemlig indforskrevet til nogle dages husmoderafløserjob hos Malthe og Alberte. Mor er til konference så langt væk, at hun har været nødt til at flyve derhen. Og da Malthes skole er tilmeldt "Alle børn cykler", ja, så skal børnene cykle til og fra skole og sport. Så jeg må have cykelhjelmen på og op på cyklen og så ellers holde koncentrationen, for her har vi med et par små, trænede cyklister at gøre. Malthe er meget dreven efterhånden, og Alberte er også ret habil - hun skal så lige holde øje med meget af det der foregår omkring hende, så der skal lige holdes øje. Området omkring skolen er eet mylder af cyklister om morgenen, der er forskellige steder, børnene kan sætte deres cykler, og i det hele taget en ret afslappet holdning inde på skolen. Der cykles også hen over skolegården, store og små og lærere imellem hinanden. Men det går fint med cykelturene, så Malthe kan være med til at samle point til sin klasse ved at lave de daglige cykelture, selvom Mor ikke er hjemme og kan cykle sammen med ham.