28-08-2016

Del 2

En søndag blev brugt til at bage 40 minimuffins. Måske børnene vil synes, det er sjovt med disse små kager. De skal pyntes med hver en sukker-smiley, også det er vel lidt sjovt. For hvor meget lagkage spiser børnene egentlig? Der er vel altid et eller andet, de ikke kan lide, så tag en kage i stedet for! Og så blev der strøget duge til at tage med (vi har også ordnet plastic til at lægge under). Og så blev der syet, projekterne var en hagesmæk, så baby-Karl ikke savler dåbskjolen til (det har de andre nu ellers ikke bekymret sig om). Desuden skulle jeg lave en lille kyse, som godt måtte være en kyse, men jeg synes ikke den skal være alt for tøset, så jeg har fundet en mellemting, håber Karl (og hans Mor) bliver tilfredse med resultatet. Var der mere? Ja, så kredser planlægningerne stadig om kagerne, der gives gode råd fra alle sider. Men det er først på programmet senere på ugen. 

Til sidst blev Dagmarkorset fundet frem Ældstebarnet og jeg havde snakket om kors, og hvis ikke det skulle med til barnedåb, så ved jeg ikke hvornår det skulle luftes. Jeg fik det jo for 66 år siden, da jeg blev døbt. Jeg ved ikke, om nogen fik guldkors dengang, men mit er altså af sølv, og jeg brugte det rigtig meget som barn. Nu bruger jeg det faktisk kun til barnedåb, men de kommer jo også med jævne mellemrum. Vores piger og deres kusiner har også Dagmarkors, det kom helt naturligt, fordi deres Oldemor hed Dagmar! Næste generation skal også have Dagmarkors, men kun pigerne, drengene får fine små sølvkrus. Så kan de jo bruge dem eller gemme dem, som de har lyst. At have noget fra sin barnedåb er vel ikke så dårligt?