19-07-2016

Når virkeligheden kommer lidt for tæt på

Vi sidder hele familien omkring middagsbordet på en restaurant helt ude ved kysten. Flot, flot udsigt over bugten og til solnedgangen.  Det er varmt, vi har alle bare lidt tyndt sommertøj på. Vi bestiller  lækre ting til aften, parmapizza, penne med kanin, kaninragout og lækkerier til børnene. Iskold rosevin. What's not to like?

Men vi bliver opmærksom på helikopteren, den tager en tur hen forbi os langs kysten, vender, kommer tilbage,  tager en tur mere og  for hver gang tættere på kysten og længere ned mod vandet. Hjemmefra har vi talt om, at vi faktisk ikke rigtig har hørt Malta nævnt i forbindelse med alle de bådflygtninge (hvis man altså kan kalde usle gummibåde for både?), der krydser Middelhavet fra Afrika i håbet om et bedre liv i Europa. Men nu kommer det tæt på, for det næste  vi bliver opmærksomme på, er kystvagten som ret stærkt kommer sejlende hen i nærheden af, hvor vi sidder. Morfar går over på den anden side af gaden for at finde ud af, hvad der foregår.  Og han kommer tilbage med følgende melding: "Der ligger to småbåde her udenfor fyldt med mennesker". Så bliver det lige pludselig lidt for spændende. Og hvad skal vi fortælle børnene? De får historien om, hvor heldige disse mennesker er, de er fattige og forsøger atkomme til et bedre liv, og nu har helikopteren og kystvagten reddet dem. Mere behøver de ikke at vide, vel? Men jeg indrømmer gerne , at den ellers vildt lækre parmapizza pludselig fylder meget i munden.