18-07-2012

Flere feriebørn

Så har næste hold feriebørn været her i nogle dage - uden deres voksne! Og igen har vi haft stor glæde af det dejlige sted, vi bor, lege ved stranden, i haven med legehus og alt det andet legetøj, tur til "den store strand" og naboens lille dyrepark og ellers bedsteforældre-børnebørn-hygge i fulde drag.  Det er meget specielt at få overladt sådan to små mennesker i sin varetægt i nogle dage, hvor alt fra tandbørstning til lidt ondt i maven til godnatkys til valg af rugbrødspålæg er en sag kun mellem dem og os. Og vi forkæler selvfølgelig ikke spor - eller i hvert fald ikke mere end de kan tåle... 

Vi er dybt taknemmelige for, at børnenes voksne vil overlade ungerne til os (selvom det også lidt er en hjælp for dem i deres hverdag med arbejde osv.).

Og nu er vi gået i gang med at sortere legetøj og rydde væk, så det kan være klar til næste gang, der kommer en børneinvasion.