20-06-2016

Fætter-kusine-weekend

Det sker ikke så tit, men nu  er der en anledning,  alle skal til Ydø og hygge sammen denne weekend. Og de er der alle sammen, mindstemanden Karl, som skal være sammen med de andre på samme tid for første gang, Sarah, Alberte, Simon, Malthe og Katharina. Og der bliver leget, ved stranden og inde i huset, med bolde og kridt, og klatret i træer, og leget gemme, gået "tur" ud over havbunden i Noret (hvor nogen af dem er så "Uheldige" at falde og plaske sig våde, så de bliver nødt til at blive proppet i badekaret i bunke), tegnet og skrevet en bog, læst historier, lavet et bibliotek i legeværelset og tusind andre ting. Denne gang synes jeg de var gode til at respektere hinanden og den forskel, der nu en gang er i alder.Karl skal nok falde ind i flokken, når han har alderen til det.

Det største er nok Sankt Hansbålet på stranden! Om eftermiddagen bliver der produceret en heks til toppen af bålet, Morfar bliver behørigt beundret, da han lander et læs visne juletræer til at lave bål af,  og alle mand tager del i afbrændingen om aftenen, som er en af de her vildt flotte aftener ved Noret. Der bliver sunget og drukket colaer, det hører jo med. Bagefter er der dessert inde i huset, og så rigger de fire store til med nattøj, bamser (de fleste af dem i hvert fald) og hovedpude OG soveposer! Så vandrer flokken ud til teltet, ledsaget af Far/Onkel, som tager nattevagten med børnene i haven. De får læst godnathistorie, og så sover hele flokken - ude i haven - i sommernatten -  med alle lydene omkring, lige indtil klokken seks næste morgen, hvor de kommer ind. Far/Onkel får en time til i soveværelset, mens Mormor fodrer ungerne af i køkkenet - og får histoerine om nattens oplevelser!

Behøver jeg at sige, at det var to trætte, men meget glade bedster, der vinkede farvel til flokken søndag eftermiddag?