25-03-2016

Kom Badr, vi skal spise...

Tænk hvis man skulle kalde på et barnebarn med sådan et navn. Ellers skift det ud med et af de andre aparte navne, som nu er tilladte, Dyne, Gift, Ok, Nitte, Awesome, Tung, Blær, Fru, Niks, Sok, ellers andre som står opført som godkendte navne. Mange vil gerne give deres barn et specielt navn, men tænker måske mindre på, hvor mærkelig man gør barnet ved at udstyre det med så kunstige navne, som fx de her.

Vores børn har dejlige navne, og vi ville heller ikke have haft en jordisk chance for at påvirke det i andre retninger, hvis vi havde syntes noget som helst. Det er absolut ikke op til os som bedsteforældre at blande os i, men alligevel, hvor er det dejligt at jeg ikke skal kalde på Badr eller synge fødselsdagssang for hende, ja, for det er et pigenavn. Stakkels pigebarn. 

Da vores børn skulle have navne i 70'erne og80'erne var det kotyme, at navne først blev sagt højt ved dåben. Ingen ud over præst og gudmor kendte til barnets navn på forhånd. Heldigvis faldt vores navne i god jord hos familien, men hos en ung kollega gik Farmoren i chok over navnet Rikke, idet hun opfattede det som et hundenavn. Men hun faldt vist til ro senere. Vores børnehaven havde nærmest deres navne før de blev født, i al fald fik vi dem at vide lige efter fødslerne. Den sidst ankomne har haft sit navn, næsten fra han blev til, så det har været brugt længe.