15-12-2015

Vent på mig, Morfar!

Sarah og Simon er på decemberbesøg. De har taget deres Mor med, men der er masser af tid til hygge og leg med Mormor og Morfar. Morfar og Simon har deres egen verden, Morfar passer lidt af det, han ellers har gang i med juletræer og fiskeri, men Simon er lige i hælene på ham, ja, faktisk "hjælper" Simon Morfar med alt det, han skal nå. Mormor har også sin hjælper, Sarah og Mormor laver dej til til æbleskiver, som Mor bager senere på formiddagen. Så er der æbleskiver til os alle sammen, når Morfar og Simon kommer hjem fra Fejø. Men ellers har vi jo passet julekalenderne, pakkekalenderen, kalenderlyset, Mormors julepose, tv-julekalenderne, en lille juletur til Nakskov og vi har også lavet nogle julegaver. Det er så hyggeligt med disse decemberbesøg, men næste år går Simon også i skole, så skal vi tage en weekend, ligesom vi gjorde med Malthe og Alberte. Men ellers ses vi jo nu igen til jul, og der er altså kun godt en uge til.