28-05-2012

Legehuset

I denne weekend har vi haft besøg af Malthe og Alberte, og de har begge hjulpet med til at få pakket ud og sat legehuset op, selvom deres Far og Morfar har trukket det største læs. Men det var sjovt at have dem her, så de kunne være med i processen. Huset blev bygget op lidt ligesom, når man bygger et legohus, og vi var ikke ret langt inde i byggeprocessen, før børnene "flyttede" ind i det, der skulle blive til selve huset.

Vi holdt rejsegilde, da der var lagt tag (lidt snyd, men der var ingen spær...). Og naboen havde bundet en fin blomsterkrans, som blev hængt på på huset. Og vi råbte hurra for huset og skålede i rabarbersaft!

Malthe mente ret hurtigt, at der var forbudt for voksne i huset, så vi måtte lave et lille skilt, som blev sat på døren. Malthe havde selv skrevet nogle af bogstaverne.

I dag til formiddag, hvor Mathe og Alberte lige skulle lege lidt mere i huset, inden turen gik hjemad, blev huset forvandlet til restaurant med udendørs servering for de voksne.

Det er rigtig sjovt at få sat et legehus op i vores have, mens børnene er små. Nu skal det så indrettes og tages rigtigt i brug, og det skal de da selv være med til alle tre, også Simon.