06-11-2011

Læseheste

Så har jeg igen flyttet rundt på nogle stakke af bøger. Ville gerne have alle børnebøgerne samlet et sted, så jeg efterhånden kan vænne børnebørnene til, at de bare kan gå til hylderne og finde noget, vi sammen kan læse i eller bare nogle kigge-bladre-bøger.
Den store på knap tre år er allerede en lille bognørd på den absolut positive måde. Allerede fra han var helt lille, læste hans Far og Mor og også alle os bedster for ham. Han kunne genkende "bogsproget" fra det almindelige talesprog, længe før han selv kunne sige noget som helst. Hvis han sad med ved bordet, og en af os talte som om vi læste op af en bog, så studsede han og spidsede ører, var der her noget han skulle følge med i? Vi læste alt muligt for ham, og altså ikke kun de små spædbørnsbøger. Han har sågar fået H. C. Andersens eventyr læst højt, men det var nu nok mest, fordi hans Far fandt ud af, at det virkede ret søvndyssende på drengen. Nu er han i stand til at gengive sætninger fra bøgerne, efterhånden som vi kommer til dem - og også at genfortælle hele historier (ikke at jeg tror, han er et unikum, men det er altså sjovt, så meget sådan et lille menneske kan få ud af en bog).
Jeg ville så gerne have, at børnebørnene bliver glade for bøger. Vores hus er fyldt med bøger af alle mulige slags. Jeg har i mange år samlet børnebøger, vel nok en erhvervsskade med min baggrund som skolebibliotekar. Alle disse bøger står nu og venter på alle tre børn, for de to små på knap 1 og halvandet år er også godt på vej til at blive små læseheste.