21-09-2015

En weekend med børnene

Malthe og Alberte samler æbler og pærer op fra græsplænen, alt det frugt der bare falder ned og går til spilde. Men som jo altså ligger i vejen for græsslåmaskinen. Morfar kan huske, hvordan han havde et lille arbejde hjemme på Fejø med at samle nedfaldsfrugt op. Forskellen er bare, at hans Morfar solgte frugten til et mosteri for en lille sum, alt talte jo med. Her skal der bare samles op, og Morfar har indgået en aftale med børnene om aflønningen, som skal foregå pr. spandfuld. Så nu bliver der talt hver gang, de tømmer en spandfuld op triillebøren. Og det bliver faktisk til en del, så da de skal afregne, får bønene hver et pænt beløb penge til sparebøssen. Det skal kunne betale sig at arbejde...

Men weekenden var i det hele taget en arbejdsweekend. De store arbejdede med brænde både på Fejø og herhjemme. Og dem der af en eller anden grund ikke kunne tage del i det, sørgede for måltiderne, bl. a. kage og lune boller til arbejderne på Fejø (vi har jo ovn i den "nye" campingvogn). Og ellers brugte Alberte og jeg lige lidt tid på at male sten og samle fjer ved stranden og besøge bamserne i de hule piletræer, der er efterhånden en hel liste over de ting, vi skal nå, når vi er på Fejø.

Heldigvis havde vi det flotteste sepembersolvejr det meste af weekenden, dejligt!

Og så var vi heldige at få en rigtig familiekomsammen lørdag aften, da Malthe og Albertes Fætter og Bedste også deltog i spisningen. Så fik Fætter også lige prøvet at sejle på Noret.