20-09-2015

Leverpostej

Vores børn er ligesom så mange andre danske børn udstyret med et gen for leverpostej, altså de er nærmest født med at kunne lide denne ret besynderlige form for brødsmørelse. Her i huset laver vi vores egne leverpostejer, Mormors egen opskrift, som er blevet lavet på samme måde, siden " de store børn" var små. De kunne lide det, det næste hold, kusinerne, kunne lide det, og nu kommer turen så til børnebørnene. Jeg laver som regel en god portion leverpostej til frokost, når nogen af dem er hjemme. Denne weekend er ingen undtagelse. Det er søndag, og tid til at spise og vi sidder bænket omkring frokostmaden. Der er selvfølgelig en god skål nybagt leverpostej, men også andre gode sager. Børnene får deres brød, hvad skal I have på? Gæt selv, leverpostej! Der spises, børnene får noget mere. Skal I ikke have noget af det andet på bordet? Nej, tak, det skal de ikke (Jo, ok, måske en gulerod fra Morfars have). Endnu et stykke brød bliver lavet til, og så kommer det! Malthe siger stille til sin Mor: " Hvorfor kan du ikke lave sådan noget leverpostej derhjemme?" Drengen får faktisk aldrig et svar på sit spørgsmål, for det drukner i Mormors begejstring over drengens kommentar! Der fik han sin "stjerne i Mormors bog", godt at vide, at de kan lide det mad, man laver, ikke! Der skal nok være nybagt leverpostej næste gang, de unger kommer på besøg...

Opskriften? Den lægger jeg under Mormormad selvfølgelig!