06-09-2015

Svømning

Simon er begyndt til svømning, og det er rigtig godt, vores børn skal kunne svømme og helst også være glade for det, med alt det vand vi er omgivet af som danskere. Men altså Simon er startet, første dag går det lidt roligt og Far er ligesom de andre forældre med ved bassinkanten. Simon er ligesom de andre børn udstyret med vinger, og de første øvelser bliver gjort med et fast tag i bassinkanten. Men så sker der noget, børnene får besked på at vende sig mod det åbne vand og svømme over til den anden side af bassinet. Men nu må Simons Far lige hen og gøre svømmetræneren opmærksom på, at Simon jo altså ikke kan svømme, det er jo derfor han er kommet - for at lære det. Men Fars bekymringer skal vise sig at være unødige, for da han vender sig om, er Simon allerede halvvejs på tværs af bassinet sammen med de andre børn, iført vingerne som hjælper ham af sted. Det skal Simon nok blive glad for, det der svømning!