28-08-2015

Godnathistorie

Vi passer Malthe og Alberte. Mor og Far har nogle aftaler, og da vi alligevel har været til familiefødselsdag alle sammen, er det naturligt, at Mormor og Morfar passer denne lørdag aften. Det bliver lidt halvsent, inden vi kommer hjem til deres hus, og det er faktisk sengetid, men vi skal lige sidde lidt i sofaen og lade roen falde på os. Børnene har leget så godt hele dagen med fætter og kusine i det pragtfulde sommervejr, så en halv times ro der i sofaen er godt for os alle sammen. Så giver Alberte op, vil i seng, men hun når alligevel ikke at falde helt til ro, før Malthe også mener det er tid. Så vi kravler i den store seng alle tre - og skal sove. For ikke at vække Alberte helt op igen, ligger vi med slukket lys, men der mangler noget. Malthe kan altså ikke sove uden en godnathistorie. Så må jeg jo FORTÆLLE en historie der i mørket. Og jeg kommer så i tanker om den gamle Charley-historie. Det er vist længe siden, vi har haft fat i den. Og den virker, og børnene falder roligt i søvn. Måske Alberte faktisk sov, inden jeg fik fortalt færdigt. Men næste morgen kan Alberte fortælle detaljer fra historien til Mor og Far.

Historien skal næsten have sit eget kapitel!