18-08-2015

Hjemve

Hvordan skal man takle hjemve? Følelsen er jo ikke særlig behagelig, man kan godt huske det, hele verden knuger sig sammen, og man kan kun tænke på at komme hjem til sin Mor (er det jo som regel, men det er vel lige så meget Far og søskende).

Da Malthe og Alberte var her, faldt talen ikke på hjemve, men Malthe fortalte mig, at når han havde været i minien eller været et andet sted henne, fx hos os, så kunne han næsten ikke huske, hvordan der så ud hjemme hos ham selv, så glædede han sig til at komme hjem igen. Faktisk understøttede Malthes Mor denne fortælling ved at sige noget det samme, hun kunne huske den samme følelse fra når vi havde været på ferie, så kunne hun næsten ikke huske, hvordan der så ud hjemme i hendes værelse. Det er nok ikke helt hjemve, men alligevel.

Klaus Rifbjerg har skrevet en børnebog, der hedder Hjemve. Der er fine, lidt gammeldags illustrationer af Ib Spang Olsen til understøttelse af historien. Bogen foregår under anden verdenskrig, Anton bliver evakueret ud på landet, fordi de voksne vurderer, at det er for farligt at blive i byen. Historien er selvbiografisk, Klaus prøvede det samme som dreng, og følelsen af hjemve er han egen. I starten er Anton alene med sin længsel og hjemve, han bliver faktisk syg og får feber af hjemve, men heldigvis viser hans "plejeforældre"  sig at være gode mennesker, der hjælper drengen igennem den knugende følelse. Og bogen slutter med de kloge ord, som Anton har indprentet sig for livet "Hvis man ikke har hjemve en gang imellem, er det fordi man aldrig har flyttet sig en tomme." Det tror jeg, kan blive et fint udgangspunkt for en snak med børnene om hjemve.