26-07-2015

Turen til Fejø

Vi vil gerne have børnene med til Fejø, og efterhånden er de så fortrolige med forholdene derovre, at det falder naturligt med en tur til Fejø. Der bliver pakket til den store guldmedalje, soveposer og badetøj, mad og drikkevand, for denne gang skal vi overnatte. Og så går dagene ellers med praktiske ting mellem perioder med leg. Stranden trækker, der skal ryddes sten, findes sten egnede til at male på, fuglefjer osv. Ikke langt fra os finder børnene legekammerater, andre familiebørn, som de efter lidt seen hinanden an, leger godt med, der skal bygges huler og udforskes noget på stranden, mens de voksne hygger og nyder den nye baby i familien. Og maden skal der sørges for, hjemmefra har jeg bagt boller og pølsehorn og lavet pastasalat, men ellers smager det jo også fint med havregryn og rugbrød med leverpostej. OG is til dessert, som nydes ved den nyåbnede cafe nede på havnen. Et fast punkt på dagsordenen er et besøg hos Fejøs bamser! De bor jo i de hule pilepopler ude på ..vej, dem tager vi ud og ser på. Pilene er blevet stynet for nylig, men bamsernes huller er der stadigvæk. Så vi går en tur langs bamseboligerne og hilser på alle de kendte bamser. Men der mangler en? Den der Peter Plys-lignende bamse? Er den flyttet? Det får vi nok ikke svar på.