16-07-2015

Lukkedage lig med Mormordage

Albertes og Malthes institutioner holder lukket i disse dage, og børnenes Far og Mor har holdt deres tre ugers ferie sammen med børnene, så for at undgå nødpasning med fremmede voksne arrangerer vi et par Mormordage. Og jeg får rimeligt frie hænder til at bestemme, hvad vi skal. Den første dag henter jeg børnene på Mors arbejde, for jeg skal jo lige have et par timer for at nå helt op til dem. Jeg tager over, og der er flere muligheder, men vi vælger at køre på Bakken, for lidt over middag kommer vores alle sammens helt, hr. Skæg, og underholder på Frilufsscenen. Vi når frem i tide og kan opleve showet med sange og regnestykker og sjov.Sangene er til at synge med på selv for Mormor, fordi jeg jo også hørte dem sidste søndag i Cirkus Summarum, han er bare så musikalsk og synger så dejligt, at det er ren fryd. Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag der på Bakken, år siden Mormor har været der sidst, og der var meget at se på. Vi skulle finde en forlystelse, som vi kunne prøve alle tre, og da jeg så kiggede på kænguruerne, som børnene foreslog, vidste jeg ikke rigtigt, om jeg turde. Men heldigvis havde jeg Alberte med mig: "Jeg skal nok gå med dig, Mormor!" og så var sagen jo afgjort!

I dag har vi så været på Louisiana. Stor oplevelse, både udstillingerne, også de permanente, hele parken med alle skulpturerrne og installationerne. Men de fleste point høstede Børnehuset, hvor Alberte og Malthe både klippede og klistrede collager inspireret af Peter Doig og "legede med ler", som også blev omhyggeligt malet, inden det blev pakket ind og forsigtigt bragt ud til bilen. Det er ikke sidste gang, vi skal derop (faktisk heller ikke første, idet Malthe og jeg var der, da han vel var tre år). Det er så sjovt at snakke om værkerne og at se deres optagethed af detaljer og farver. Mon ikke de har godt af sådan en oplevelse.Og så ligger museet jo i fantastisk flotte omgivelser der ned til Øresund.

Det er dejligt at kunne hjælpe den unge familie i en trængt situation, men. det er altså også en oplevelse for Mormor at "komme lidt ud" og ikke mindst at have børneselskab til oplevelserne.