06-07-2015

Cirkus Summarum

De er der alle sammen, Bamse, Bruno, Hr Skæg, Onkel Reje, Kristian, Silja, Motor Mille Og ikke mindst Cirkusdirektøren i Rasmus Bjergs skikkelse. Børnene opfatter dem som gamle venner, og vi andre ved også godt, hvad det er for personer, men skal lige have en hjælpende hånd. Og de synger og danser og laver cirkusnumre, og en flok meget dygtige "dansebørn" gør showet endnu flottere. Det hele er så imponerende, at man bare bliver revet med - og lidt glemmer at det er stegende hedt i det kæmpe store cirkustelt. Der er efter sigende 2000 tilskuere, børn og voksne imellem hinanden, så bifald og tilråb, når figurerne opfordrer til det, er enorme. Vi morer os, både store og små, og der bliver indtaget mængder af vand og popcorn, som jo hører sig til. Da showet slutter med en flot finale, går alle figurerne rundt lige foran vores række, og ungerne får High Five af Motor Mille, så er dagen reddet! Der manglede absolut ingenting, jo måske havde jeg forventet at se Onkel Reje springe op på et eller andet og brøle Ohøj alle landkrabber!

Bagefter går vi igen ud i en af de varmeste sommerdage ved Kastrup strand.