06-07-2015

Feriebørn

Det har været en hel forrygende uge! Simon og Sarah har været på ferie hos os sammen med deres Mor. Vejret har været det allerflotteste, ja, indimellem var det måske lige lidt for varmt, men man skal jo ikke klage, når nu det endelig ER sommer. Desværre skulle vi lige overstå noget omgangssyge, så Simon syntes sofaen eller sengen var det bedste sted den første dag, men så torsdag eftermiddag rejste han sig op og sagde, at nu ville han lige ud og se, hvad Morfar lavede. Og så så vi ikke meget til ham resten af ferien, for han gik lige i hælene på Morfar. Men han kan også sagtens hjælpe Morfar med alle de gøremål, der er sådan nogle sommerdage. De fisker selvfølgelig, havde sat garn og var ude at hente dem, flagene skulle fanges, garnene hales ind, krabberne skulle tages fra og have den sædvanlige behandling, for små fisk skulle smides ud igen. Og Simon kan tage del i det hele, også det at styre båden. Han bevæger sig hjemmevant på båden, dejligt at se. Og så legede ungerne i det varme vand ved stranden og fik noget sol på kroppen. Mormor sørgede for forsyninger, og Sarah kunne hjælpe mig i køkkenet, Mormors lille hjælper. Desværre nåede Sarah også at få del i omgangssygen, så hun var ukampdygtig den sidste dag. De legede i haven og Sarah indtog legehuset og lavede mad til os, vinkede til os og gik ind i huset og lukkede døren efter sig. Der blev også tid til en sejltur, som man kan se på billedet, børnene forbereder sig ved at tage redningsvestene på.

Om aftenen gik Simon meget op i, at han fik lov til at være længe oppe, men hold da op, hvor er det også svært at få dem til at sove, når det er lyst udenfor, men Morfar lavede noget hjemmelavet mørklægning, så hjælp det lidt.