28-06-2015

Ohøj alle små landkrabber!

Simon holder fødselsdag for sine børnehavevenner. De voksne tænker lidt over, at det faktisk er sidste gang i børnehaveregi, næste år på denne tid er Simon på vej i 0. klasse, så bliver det nok anderledes alt sammen. Men lige nu kommer en flok småknægte gående fra børnehaven med små flag i hænderne sammen med to af pædagogerne. Simon og Mor har forberedt sig godt, Mormor har gået lov at hjælpe lidt til, så der er dækket fint bord med forskelligt sørøvertema, udenfor står der flag, så man kan se, at her bor fødselsdagsbarnet, og i køkkenet venter pølsehorn og pizzasnegle og frikadeller og forskellige grønsager. Først leger drengene lidt i haven, heldigvis er det flot sommervejr, de nye fødselsdagsgaver får også lov at komme frem til gæsterne. Så skal der spises, og småknægte er sultne ( ligesom store er det), så der bliver fyldt indenbords. ( Igen: det er så sjovt at se, hvordan de er vant til at sidde pænt ved bordet...). 

Og så kommer legen, som Mor har forberedt, der er skattejagt. Mor ifører sig sørøverhuen fra fastelavn og læser op for drengene. "Der boede engang en fræk sørøver her, hvor byen nu ligger" og så går det ellers derudaf med skattekort og opgaver og drengene bliver udstyret med klap for øjet og rødt pandebånd ( helten for disse småknægte er jo Jack the Pirate!), afprøvning af træbenet osv. Og endelig finder de skatten, som selvfølgelig indeholder hver en lille pose guldmønter til fortæring. Og hvem der morede sig bedst?

Dagen slutter med fødselsdagssang og hurraråb i forhaven, så hvis der er nogen af naboerne hjemme, så er de ikke i tvivl om, at Simon har fødselsdag. Og alle småpiraterne får hver en hjemmelavet isvaffel til at gå hjem på. 

3 timers besøg, ingen tvivl om at det er et stort arbejde for pædagogerne at tage børnene ud på denne måde, men hvor er det godt, at de gør det, det er sjovt for sådan en lille purk som Sinon at have drengene hjemme i sin egen have.