05-06-2015

På udflugt med Sarah og hendes børnehave

Vi skal på udflugt med Sarah og hendes børnehave. Vi er selvfølgelig Sarah og Mor - og Mormor, som har fået lov at komme med i stedet for Far. Vi skal over til Jægerspris og ind i skoven, hvor "Naturværkstedet Fasangården" ligger. Sarah og hendes børnehavevenner har været der før, faktisk hele to gange her den sidste tid, så Sarah er godt forberedt. Men i dag får børnenes voksne altså lov at komme med. Det er det flotteste vejr til en skovtur, og vi pakker madpakker og kaffe og vand, så er vi klar. Vi kører selv i Mormors bil, mens nogen af de andre kommer i busser. Først skal vi kigge på stedets geder, klappe dem, hvis man tør, men man kan vist også bare nøjes med at kigge. Så skal nogle af børnene spille teater, og hvad er mere oplagt end en gang Bukke Bruse her midt i alt det grønne. Til stor morskab for store og små. På stedet findes nogle udstoppede dyr, dem det ikke kan lade sig gøre sådan lige at komme tæt på og klappe, så går det nemmere, når de står fast på et bræt. Hvad spiser dyrene? Heldigvis noget, som børnene også kan smage på, jordbær, blåbær og nødder. Næste programpunkt er en gåtur i skoven, så hele flokken samler sig sammen og giver sig af sted. Undervejs lærer vi om forskellige planter og dyr, og nyder den flotte udsigt over fjorden. Så er det tid til frokost, og alle spiser madpakker med god appetit, hvad mon der er i madkassen i dag? Og hvad mon det der røde er i naboens madkasse? Man kan vel bytte lidt... De voksne får deres kaffe med gedemælk i! Nogle af børnene når at bage en pandekage over bålet, inden det er tid til at pakke sammen og køre hjem fra en rigtig dejlig formiddag med alle ungerne fra børnehaven.