25-04-2015

Rasmus Klump

Rasmus klump er stadig den gode gamle Klump, som bygger et skib og rejser ud i verden OG kommer hjem igen til aften, når hans Mor har bagt pandekager til ham. Og sådan må det gerne blive ved, han skal helst ikke disneyficeres! Og måske kan vi undgå det, nu da Tivoli har taget ham under deres vinger, fundet en tegner, hvis streg ligger ret tæt op på det oprindelige, og hvor Klumps verden får liv i form af  legeplads med figurer og nu også Rasmus Klumps Mors hus, hvor der spilles teater (bemærk tøjet der hænger til tørre bag huset)!

Da jeg var forbi i torsdags, var jeg heldig lige at komme, da der blev spillet et lille stykke om pandekager. Der var fyldt med børn og voksne, som levede med i løjerne, og  gartnerpigen, som spillede op mod Rasmus Klump-figuren, som ikke siger noget, sang pandekagesangen. Det er et godt tiltag, her vil jeg gerne have børn med hen i løbet af sommeren!