14-08-2014

Vitello

Kim Fupz Aakeson har opfundet drengen, som de har kaldt Vitello. Hans mor har nemlig engang været to måneder i Italien, og drengen og vanen med at spise spaghetti med riveost var, hvad der kom ud af den oplevelse. Ellers er Vitello en meget normal dreng med fantasier, blomstrende sprog, vilde planer og lege. Her i huset har bøgerne længe været populære, til Malthe og nu til dels også til Simon, men man skal nok have lidt alder for at få fornøjelse af dem. Sidst Malthe var her, var vores egne fire bøger ikke nok, så Morfar og ungerne hentede ekstra forsyninger på biblioteket, så der var til godnatlæsningen. Det største problem ved bøgerne er den voksne humor, der ligger i teksten, det kan være svært at holde masken, når man læser højt. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvor mange Vitellobøger der findes, men 10-15 stk i hvert fald.