08-06-2014

Pinse på Ydø

De fleste har været "hjemme" på besøg hos os i pinsen, nogle flere dage, andre bare kort, men liv og glade dage har der været. Og heldigvis så dejligt vejr, at meget af tiden kunne tilbringes udendørs med brændehugning og leg og hygge. Børnene må endnu ikke være alene på stranden, men så har der bare været mindst en voksen i nærheden af dem dernede. Børnene har fisket og gravet og plasket, så det var en fryd, alle er glade for vandet. Og Morfar har haft de tre store med ude at sejle, ungerne iført redningsveste, drengene med hver en fiskestang og Alberte med rorpinden i hånden. Og tænk, de har fanget rejer derude! Bagefter "hjalp" børnene Morfar med at koge rejerne inde i køkkenet, men det er stadig de voskne, de spiser dem. Sarah har udvidet sit område til at omfatte terrassen foran huset, hvor hun har brugt de store blomsterkrukker til støtte, når hun har gået rundt og kigget. At hun så også "lugede" lidt i jorden, det var da kun ekstra leg for hende. Og Alberte fik vist os, hvor dygtig hun var til at cykle på den lille cykel helt uden støttehjul eller anden form for hjælp. Og en af vores gæster vågnede til lyden af kvækkende frøer og gøgekuk og kvidrende svaler, så det kunne vist ikke være bedre. Og vi fik fejret en dobbelt fars dag i torsdag, for både Morfar og Malthe og Albertes Far fik gaver, som de i øvrigt delte med os andre senere.

Alt i alt en rigtig dejlig pinse, som faktisk har varet siden onsdag aften. Og i morgen har vi endda endnu en fridag, hvor vi kan rydde lidt op og støvsuge og vaske lidt sengetøj...