19-05-2014

Naturdreng

 

Sådan en fik vi i weekenden, da Malthe og Alberte blev udstyret med de nyindkøbte insektglas ( en lille glas med forstørrelsesglas i låget). Malthe fandt på at sætte glasset fast i bæltestroppen og så gik han på jagt efter biller og myg og småsnegle og edderkopper og hvad der ellers kunne være spændende at få under lup. Hvor mange ben har en edderkop? Hvordan ser sneglen følehorn ud? Alt bliver spændende under lup, og det er både Malthe og lillesøster Alberte, der studerer. 

På vores tur til Fejø har vi ikke insektglassene med, men alligevel får naturdrengen sine oplevelser. Nede på stranden (verdens bedste legeplads) samler børnene sten, nogle skal bare smides langt ud i vandet, mens andre bliver studeret nærmere. På et tidspunkt snakker Malthe om spækhuggersten - ved du heller ikke hvad det er? Det er et godt navn for de helt sort-hvide flintesten, som der ligger så mange af ved stranden. Pludselig finder Malthe en "hammer" og prøver straks at slå den hårdt ned i en af de store strandsten, og hvad sker der så lige? Der falder en flinteflække af, og så må vi i gang med at snakke om stenaldermænd og deres fiskefangst. Malthe prøver en gang mere og får slået endnu en flække af, den ligner mere en pilespids. Ren historieundervisning - og naturdrengen får virkelig en på opleveren og skal selvfølgelig havde både "hammer" og flinteflækker med hjem.